Gildet paa Solhoug
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
(seer bebreidende paa hende)
(leende)
(kommer leende ud af Døren og løber hen til Margit.)
(skjælmsk, idet hun træder tilbage og truer Gudmund
med Fingeren.)
(kommer med Harpen.)
(idet Gudmund indleder den følgende Sang.)
(betragter Gudmund drømmende og gjentager for
sig selv, idet hun lægger Haanden paa Hjertet:)
(med glad og stille Forbauselse)
(der kun halvt har lyttet til hans Ord.)
(som før)
med hende op i Baggrunden.)
˹
Margit.)
den.)
Knuts Samtale.)
ger deres Hænder sammen.)
Faksimile
3.
Første Akt.
3die Scene.
Margit (alene.)
Margit
Og Ingen, Ingen kommer for at løse mig ud!
4de Scene.
Margit. Signe (kommer hurtig ind fra
Baggrunden.)
Baggrunden.)
–
Margit,
Margit!
han
kommer!
Margit
.Kommer? Hvem kommer?
–
Gudmund, vor Frænde!
Margit
.– hvor kan Du tro –
–
O, jeg er vis
derpaa{!}
˹det˺
Margit
.Det veed Du ligesaa godt som jeg.
–
Kan være; men jeg er dog sikker
paa
det
var ham.
var ham.
Faksimile
4.
Margit
.Du har da seet ham?
–
O, nei, nei! men nu skal Du høre!
Margit
.Fortæl! Fortæl!
Signe
.Det var sig
aarle
da Klokkerne klang,
Mig lysted’ at ride til Kirke;
De vildene Fugle kviddred’ og sang
Alt mellem Siljer og Birke.
Der var en Gammen i Luft og i Li,
Kirketiden fast var
omme;
Thi alt som jeg red ad den skyggefulde
Sti
Mig vinked’ hver Rosenblomme.
Jeg trined’ saa tyst paa Kirkegulvet
ind, –
Præsten stod høit i Choret,
Han sang og læste; med Andagt i Sind
Lytted’ Mænd og Kvinder til Ordet.
Faksimile
5.
Da
˹hørtes˺
klang der
en Røst over Fjorden blaa,
Mig
tykkedes
alle de Billeder smaa
Vendte sig om for at lytte derpaa.
Margit
Hvad mere, Signe! tal ud, tal ud!
Signe
.Det var som et dybt, et ufatteligt Bud
Maned’
mig udenfor Kirkens Muur
Over Hei og Dal, gjennem Li og Ur.
Mellem hvide Birke jeg lyttende skred,
Jeg vandrede fast som i Drømme, –
Øde stod bag mig det hellige Sted;
Thi Præst og Kirkefolk vandrede
med
Mens det koglende Kvad monne strømme.
Der var saa stille paa Kirkesti,
Mig
tykkedes
at Fuglene lytted’ i Li,
Faksimile
6.
At Lærken
daled
og Gjøgen taug,
Og at det
svared’
fra Fjeld og Haug.
Margit
Bliv ved!
Signe
.Da
korsed’
sig Mand og Kvinde;
(lægger Haanden paa Hjertet.)
Men sælsomme Tanker steg op
herinde.
Fuldtvel jeg kjendte den deilige
Sang,
Gudmund har sjunget den mangen
Gang,
Gudmund har sjunget den mangen Kvæld,
Og Alt, hvad han har sjunget, det mindes jeg vel.
Margit
Og Du troer det skulde være –?
Signe
.Jeg veed det forvist!
Faksimile
7.
Tro mig, mit Ord skal Du sande.
Kommer ikke hver en liden Sangfugl tilsidst
Igjen
fra de fremmede Lande?
Jeg veed ikke selv, men jeg er saa glad; –
Der falder mig ind –
Margit,
veed Du hvad?
Hans Harpe har hængt saalænge
Paa Væggen
derinde,
jeg vil tage den ned,
Jeg vil pudse den blank og stille den bered
Og stemme dens gyldne Strænge.
Margit
Gjør som Dig lyster!
Signe
(seer bebreidende paa hende)
Det er ikke Ret;
(venligt, idet hun omfavner Margit.)
Naar Gudmund
kommer
vil Du atter vorde let
Faksimile
8.
Tilsinds, som da Signe var liden.
Margit
Ak, Mangt har forandret sig siden!
Signe
.Margit! Du skal være fro og glad!
Har Du ikke Terner og Svende?
I dit Kammer hænger kostelige Klæder paa Rad;
O, Christ! hvilken Rigdom uden Ende!
Om Dagen kan Du ride Dig i Lunden sval,
At vejde den vilde Raa;
Om Natten kan Du sove i Fruersal
Paa Silkebolsterne blaa.
Margit
.Og han skulde komme til Solhoug som Gjæst!
Signe
.Hvad siger Du?
Faksimile
9.
Margit
Kunde times Dig selv.
Signe
.Hvad mener Du vel?
Margit
.Jeg mener, hvis en Beiler red sig hid ikvæld –?
Signe
.En Beiler! Til hvem?
Margit
.Til Dig!
Signe
.
(leende)
Til mig?
O, da er han kommen paa den urette Vei.
Margit
Om din Tro?
Faksimile
10.
Signe
.Jeg vilde svare, jeg er for glad
Til at tænke paa Beilere eller paa Sligt!
Margit
.Men hvis han var mægtig, hvis hans Huus var rigt?
Signe
.O, var han selv Konge, med Hallen fuld
Af dyre Klæder og røden Guld,
Det skulde saa lidet mig friste!
Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,
Med Sommer og Sol og den susende Elv,
Med Dig og de Fugle paa Kviste!
Kjære Søster
min!
her vil jeg bygge og bo,
Og at skjænke nogen Beiler min Haand og min Tro,
Dertil har jeg ikke Tid, dertil er jeg for fro!
(hun iler syngende ud til Venstre)
Faksimile
11.
10de Scene.
Margit (alene)
Margit
.har ikke Solen skinnet i tre Aar.
11te Scene.
Margit. – Signe og Gudmund (komme fra Venstre)
Signe
(kommer leende ud af Døren og løber hen til Margit.)
Ha, ha,
ha! han
vil ikke
tro
det er mig!
Gudmund
(griber Signes Hænder)
Nu er Du en Huldre som kogler og gjækker.
Signe
.
(skjælmsk, idet hun træder tilbage og truer Gudmund
med Fingeren.)
Ja, vogt
Dig! –
Hvis Huldrens Harme Du
vækker, –
vækker, –
Pas paa – hun hilder Dig i sit Garn!
Faksimile
12.
Gudmund
.Næsten bæres mig for som det alt var skeet.
Signe
.Men vent, Du har jo end ikke
seet
Hvorlunde jeg holdt din Harpe i Ære.
(
idet
hun gaaer ud til Venstre)
Nu maa Du mig alle dine Kvæder lære!
(gaaer.)
Gudmund
.Der endnu var Knop ved Dagens Komme!
Signe
(kommer med Harpen.)
See her!
Margit
Der kommer vore Gjæster!
Faksimile
13.
Signe
.
(idet Gudmund indleder den følgende Sang.)
Tys, stille! O, hør!
Gudmund
(synger)
Fæster den Rødder i Hjertets Grund!
Signe
.sig selv, idet hun lægger Haanden paa Hjertet:)
Den spirer saa let; i den flygtigste Stund
Fæster den Rødder i Hjertets Grund!
Margit
.Jeg hørte ikke ret –?
–
Jeg? Nei, vist ikke, jeg meente kun – (hen-
synker atter i Drømme.)
synker atter i Drømme.)
Margit
Den næres ved Tanker og Sorger og Sange.
–
(opvaagnende.)
Du siger at –?
Faksimile
14.
12te Scene.
De Forrige. Bengt kommer med Gjæsterne
fra Baggrunden.
(Gjæsterne afsynge et Chor, hvorpaa Tæppet falder.)
fra Baggrunden.
(Gjæsterne afsynge et Chor, hvorpaa Tæppet falder.)
Anden Akt.
1ste Scene.
Knut og Erik.
Knut
.baade for Bruderov og Manddrab. – Kom nu! (de gaa.)
2den Scene.
Gudmund og Signe (komme ned ad en Fodsti
mellem Træerne i Baggrunden)
mellem Træerne i Baggrunden)
Signe
O, tal! bliv ved, lad mig lytte dertil;
Det lyder som det væneste Strengespil!
Faksimile
15.
Gudmund
.Signe, min fagre, min yndelige Lilje!
Signe
(med glad og stille Forbauselse)
Jeg, jeg er ham kjær!
Gudmund
Det er Ingen som Du!
Signe
.Jeg skulde mægte at binde din Vilje,
Jeg skulde mægte at fylde din Hu!
Ak, tør jeg tro Dig?
Gudmund
.Men Du, den Allerdeiligste blandt Ungmøer hulde!
Signe
.
(der kun halvt har lyttet til hans Ord.)
Jeg mindes vi sad ved Arnens Glød
Faksimile
16
En Vinterkvæld, – nu er det længe siden –
Du sang for mig om den Jomfru liden,
Som Nøkken havde lokket ned i sit Skjød.
Der glemte hun bort baade Fader og Moder,
Der glemte hun bort baade Søster og Broder,
Hun glemte bort baade Himmel og Jord,
Hun glemte sin Gud og hvert christent Ord.
Men tæt under Strande den Smaadreng stod,
Han var tilsinde saa mødig og mod;
Med Kvide han slog sin Harpes Strenge, –
Saa vide det klang baade
˹lydt˺
stærkt
og længe.
Den Jomfru liden paa Kjærnets Bund
Vaagned’ derved af sin tunge Blund,
Nøkken maatte slippe hende ud af sit Skjød,
Mellem Liljerne hen over Vandet hun flød;
Da kjendte hun igjen baade Himmel og Jord,
Faksimile
17.
Da fatted’ hun tilfulde baade Gud og hans Ord!
Gudmund
.Signe, min deiligste Blomme!
Signe
.Som hun
Gik ogsaa jeg i en drømmende Blund;
De gaadefulde Ord Du ikvæld har mig sagt
Om Kjærligheds Magt, har mig frydeligt vakt.
Aldrig tyktes Himlen mig før saa blaa,
Aldrig saa fager den Verden vide,
Mig tykkes jeg kan Fuglenes Røst forstaa,
Naar jeg vandrer med Dig under Lide.
Gudmund
.Men kom, lad os Begge til din Søster gaa ind.
Signe
(undselig)
Du vil sige hende –?
Faksimile
18.
Gudmund
.Alt bør hun kjende.
Signe
(som før)
Ak, gaa da alene, – jeg veed det, min Kind
Vil derinde af Blussel brænde.
Gudmund
.Nu godt, jeg gaaer.
Signe
.Og jeg venter Dig her,
(seer ud til Høire)
Eller bedre – nede ved Elven, der
Hører jeg Knut Gjæsling, der er Piger og Svende.
Gudmund
.Der bier Du?
Faksimile
19.
Signe
.Til Du har talt med hende!
(Signe gaaer ud til Høire. Gudmund ind i Huset.)
4de Scene
Margit. – Gudmund.
Gudmund
.Hør kun, jeg vil Dig betro –
(Man hører de i næste Scene {
<...>
}nævnte Personer larme
udenfor til Høire.)
udenfor til Høire.)
5te Scene.
De Forrige. – Signe, Knut, Erik og flere
Gjæster (komme fra Høire.)
Gjæster (komme fra Høire.)
Margit
.Signe, kjære, kjære Søster!
–
(har nærmet sig Margit og gaaer samtalende
med hende op i Baggrunden.)
Knut
.men nu skal Du høre – (gaaer tilbage med Gudmund)
Faksimile
20.
–
(til Margit, idet de nærme sig Forgrunden.)
Jeg forstaaer Dig ikke; Du taler som om en
uventet Lykke var bleven Dig til Deel; hvad
er det vel Du mener?
uventet Lykke var bleven Dig til Deel; hvad
er det vel Du mener?
Margit
.visne og dø uden at have levet!
–
nei men Margit
˺
(seer forundret og hovedrystende paa Margit.)
Margit
.Du fatter det ikke; – ligegodt.
–
(gaaer igjen samtalende op i Baggrunden med
Margit.)
Knut
.Hør kun – (gaaer mod Baggrunden med Gudmund.)
–
(til Margit, idet de Begge komme ned i Forgrun-
den.)
Men saa sig mig da –!
Margit
.Mere kan jeg ikke sige Dig.
–
Da vil jeg være ærligere mod Dig. Men
svar mig først paa Et, er der Ingen, som har
sagt Dig Noget om mig?
svar mig først paa Et, er der Ingen, som har
sagt Dig Noget om mig?
Faksimile
21.
Margit
.Nei, hvad skulde det være?
–
(undselig.)
Du spurgte mig imorges, hvis en
Beiler red sig hid ikvæld –
Beiler red sig hid ikvæld –
Margit
.Nu?
–
Han er kommen! Dengang vidste jeg ikke
hvem Du meente; men nu, –
hvem Du meente; men nu, –
Margit
.Og hvad har Du svaret ham?
–
O, det veed jeg ikke. (kaster sig om Margits
Hals.) Men Verden tykkes mig saa fager og
rig fra den Stund han sagde mig at jeg var ham
kjær.
Hals.) Men Verden tykkes mig saa fager og
rig fra den Stund han sagde mig at jeg var ham
kjær.
Margit
.Du har jo neppe kjendt ham før idag.
–
Ak, jeg forstaaer mig endnu saa lidet paa Kjær-
lighed; men det veed jeg, sandt er det, hvad
der staaer i den gamle Vise{:} ˹n˺
lighed; men det veed jeg, sandt er det, hvad
der staaer i den gamle Vise{:} ˹n˺
«Den spirer saa let; i den flygtigste Stund
Faksimile
22.
Fæster den Rødder i Hjertets Grund!»
Gudmund
.Det Samme er ogsaa min Agt.
–
(har tilligemed Margit lyttet til Gudmunds og
Knuts Samtale.)
Gudmund!
Margit
.Gudmund var det Du mente!
–
(forundret.)
Ja, vidste Du ikke det! – Men
hvad fattes Dig?
hvad fattes Dig?
Knut
.til at beile efter hende, – men nu –!
–
(til Margit)
Han?! Det var Beileren Du
tænkte paa!
tænkte paa!
Gudmund
.det skal koste Dig saa blodig en Pande.
–
(ængstelig)
Gudmund! for alle Helgene!
Knut
.vee Jer Alle naar jeg kommer igjen! (gaaer med Erik.)
6te Scene.
Margit. Signe. Gudmund.
–
(til Gudmund.)
Gudmund
.reise fra Solhoug endnu inat
–
Gud staa mig bi! Du vil –!
7de Scene.
De Forrige. – Bengt og Gjæster (komme)
Margit
.kommer Du dog ikke længer end hun vil.
–
(afsides.)
O Gud! o Gud!
Gjæsterne
.Tak, Tak, Gudmund! (De leire sig paa for-
skjellig Maade, dels siddende og dels liggende.)
skjellig Maade, dels siddende og dels liggende.)
–
(staaer til Venstre af Gudmund.)
Margit
.Solen lyser ikke mere, alle Stjerner er slukket!
(synker afmægtig tilbage)
–
(grædende, idet hun griber Margit i sine Arme.)
Margit! min Søster!
(Almindelig Bevægelse, idet Tæppet falder.)
Faksimile
24.
Tredie Akt.
5te Scene.
Bengt. – En Huuskarl.
Bengt
.Hent mig min Faerfaders Øxe! (De gaa.)
6te Scene.
Gudmund og Signe (komme fra Høire.)
Signe
.Det maa da saa være?
Gudmund
.Tvinger os!
Signe
.Ak, at drage
Som Flygtning fra Bygden hvor jeg er født!
(tørrer Øinene.)
Og dog, jeg vil ikke klage;
Det er jo for din Skyld jeg drager afsted.
Faksimile
25.
Gudmund! havde Du Kongens Fred,
Jeg blev hos min Søster.
Gudmund
Og gjorde Dig til sin Frue.
Signe
.Ak, lad os fly! Men hvor gaa vi hen?
Gudmund
.
˹til de danske strande˺
Alt under Bøgenes Skygge!
Signe
Min arme Søster, Farvel, Farvel!
Som en Moder har Du mig vogtet og fredet,
Har ledet min Fod, har til Himlen bedet
Den frommeste Bøn for mit Held!
See, Gudmund! Lad os i dette Bæger
Drikke hende til; lad os ønske at snart
Hendes Sind maa igjen vorde freidigt og klart,
Faksimile
26.
Og at Gud hendes Kvide læger!
(tager Bægeret, som staaer paa Bordet.)
Gudmund
.Nei stands! Dette Bæger skulde jeg kjende.
(tager Bægeret fra Signe.)
Signe
Det er Margits Bæger!
Gudmund
.Vi maa afsted!
(Larm i Baggrunden)
Signe
.Tys, tys, jeg hører Stemmer og Fjed!
Gudmund
.Knut Gjæslings Røst!
Signe
.O, frels os Gud!
Faksimile
27.
7de Scene.
De Forrige. – Margit.
Margit
.Hvad gjælder det? Er min Huusbond –?
–
(paa samme Tid som Gudmund)
Margit!
Margit
.Gudmund og Signe! Er I her?
–
Margit, kjære Søster!
Margit
.Naade! Naade! Hjælp! De døer!
–
Margit! O Gud! hvad fattes Dig?
8de Scene.
De Forrige. – Første Huuskarl og senere
Anden Huuskarl.
Anden Huuskarl.
Første Huuskarl
. –Knut Gjæsling har fældet ham.
–
Fældet!
9de Scene.
De Forrige. – Gjæster og Huuskarle, som føre
Knut Gjæsling, Erik fra Hægge og flere af
Knuts Mænd bundne mellem sig)
Knut Gjæsling, Erik fra Hægge og flere af
Faksimile
28.
Knuts Mænd bundne mellem sig)
Margit
.Og Signe vil følge Dig?
–
(nærmer sig bedende til Margit.)
Margit
.Gud være med Jer Begge!
–
Kjære Søster!
Gudmund
.Tys! jeg hører Hovslag i Gaarden.
–
(ængstelig)
Der kommer Fremmede!
10de Scene.
De Forrige. – En Karl.
Karlen
.de søge Gudmund Alfsøn.
–
O Gud i Himlen! ˹O Herre i Himlen˺
Erik
.de ere os for mandstærke.
–
De komme herind!
˹O Gudmund Gudmund˺
O, Gud! o, Gud!
11te Scene.
De Forrige. Kongens Sendebud med
Følge.
Følge.
Faksimile
2
<...>
Sendebudet
.Det vide vi Alle!
–
(Alle)
Hvorledes?
Gudmund
.Signe!
–
Gudmund!
Sendebudet
.Kantsleren Audun Hugleiksøn er falden.
–
(Alle)
Falden!
(Solen staaer nu op og kaster sit Skjær ind i
Stuen. Margit træder frem mellem Gudmund
og Signe.)
Stuen. Margit træder frem mellem Gudmund
og Signe.)
Margit
Til den hellige Sunnives Kloster jeg gaaer!
–
(vil tale tilligemed Gudmund.)
Margit
.Stille! At rokke mig Intet formaaer!
–
(forenes med Gudmund af Margit, idet hun læg-
ger deres Hænder sammen.)
Faksimile
<...>0.
Gudmund
.Det er vor unge Kjærligheds Dag!
Signe
.Mine bedste Drømme, mine fagreste Minder
Skylder jeg Dig og din Harpes Slag.
Min ædle Sanger! I Sorrig og Lyst
Slaa kun din Harpe som bedst Du lærte;
Tro mig, der er Strenge dybt i mit Bryst
Som skal svare Dig i Fryd og i Smerte!
Slutningschor
.Over Jorden vogter Lysets Øie,
Værner kjærligt om den Frommes Fjed,
Sender Trøstens milde Straaler ned; –
Lovet være Herren i det Høie!
